Sophie Vedel Dalgaard

Gruppeforløb for familier med specialbørn
Jeg tror på, at det er i mødet mellem mennesker, at magien opstår – og at det er i netop dette møde, vi mennesker udvikler os mest. Når vi tør dele os selv og det, vi finder mest sårbart, opstår samhørigheden og følelsen af ikke at være alene. Når vi spejler os i hinanden, dukker der hele tiden nye facetter op, som kan hjælpe os med at få nye, brugbare indsigter i os selv.
Netop derfor er jeg en stor fortaler for gruppeforløb. Det er her, jeg oplever den største udvikling hos mine klienter. Med en styrket selvindsigt er vi bedre rustet til at træffe velovervejede valg og skabe de forandringer, vi har behov for, for at leve det liv, vi længes efter.
Jeg udbyder løbende coachinggruppeforløb for både mødre, fædre og søskende til børn med særlige behov.
Læs om grupperne her:
Specielle børn -
specielle mødre
Forløbet “Specielle børn, specielle mødre” er et forløb for dig, som er mor til et specialbarn. Har du lyst til at styrke dig selv, få mere indsigt, glæde og overskud samt udvikle dig sammen med andre mødre, der ikke blot forstår dig, men som føler de samme følelser, kan dette gruppeforløb anbefales til dig.
I forløbet sætter vi fokus på alt det, der kan være forbundet med at have et barn med særlige behov. Det handler om kærlighed, styrke, nye indsigter og om at kunne skabe plads til dig, så du kan få det bedste ud af det liv, du lever.
Vi vil blandt andet kigge på de mange følelser, der fylder, og arbejde med at håndtere alt det svære. Vi vil skrue op for selvkærligheden og selvforståelsen og se nærmere på de mønstre og overlevelsesstrategier, der kommer i spil hos dig.
Sammen vil vi skabe grobund og plads til, at nye drømme kan spire frem og realiseres med de vilkår, livet har skænket netop dig. Det vigtigste ved denne gruppe er, at vi skal mærke, at vi ikke er alene. Sammen kan vi inspirere, støtte og hjælpe hinanden til at leve vores specielle liv med lidt større glæde.
Næste holdstart: Aug 2025
Forløbets varighed: 6 gange af 3,5 timer
Datoer: Afventer
Tidsrum: 17:30 - 21:30
Lokation: Frederiksberg
Pris: 5.500

Du er altid velkommen til at kontakte mig for mere info om forløbet, eller for en uforpligtende snak.
”Det er i mødet mellem mennesker, magien opstår.
Det er der vi bliver fundet, for at finde os selv”
Far, mand og forælder til et særligt barn
"Far, mand og forælder til et særligt barn" er et nyt gruppeforløb, som henvender sig til dig, der er far til et specialbarn. Formålet er at skabe et rum, hvor du får mulighed for at kigge nærmere på din rolle som far og mand i en familie med et barn med særlige behov.
I gruppen får du et ærligt og tillidsfuldt rum, hvor du kan udvikle dig selv i samspil med ligestillede fædre. Her kan du dele de problematikker og udfordringer, du møder i dit liv, og få den nødvendige sparring, inspiration og støtte til at stå endnu stærkere og mere afklaret.
Forløbet har til formål at gøre dit liv mere fyldestgørende, så du står mere afbalanceret, autentisk, nærværende og ærligt i dit liv. Det handler om at styrke dig som mand, partner og far til et barn med særlige behov.
Næste holdstart: Efterår 2025
Datoer: Afventer
Lokation: Frederiksberg
Tidsrum: Afventer
Pris: Kommer

Du er altid velkommen til at kontakte mig for mere info om forløbet, eller for en uforpligtende snak.
“Alle har brug for at føle sig genkendt og accepteret som dem de er, det gælder store såvel som små”
Plads til mig - et forløb til søskende
Til efteråret 2025 åbner jeg op for forløbet “Plads til mig,” som er mit første gruppeforløb for søskende til børn med særlige behov. I gruppen sættes der fokus på at skabe et frirum for søskendebørn. Gruppen er et sted, hvor de i fortrolighed frit kan udtrykke deres følelser og tanker uden at skulle tage hensyn til forældre og pårørende.
Hensigten er at skabe et hjertevarmt rum, hvor søskende til specialbørn kan udveksle erfaringer og finde forståelse, støtte, glæde og fællesskab med andre børn og unge, der tumler med de samme udfordringer som dem selv.
Som en del af forløbets afslutning vil I, som forældre, blive inviteret til et feedbackmøde, hvor I får et indblik i jeres børns verden, deres glæder og udfordringer. I vil også få mulighed for at modtage generelle råd og vejledning om, hvad I som forældre bør være opmærksomme på, samt hvordan I som familie bedst kan møde og støtte jeres søskendebørn, så deres behov bliver mødt lige dér, hvor de er – på en opmærksom og inkluderende måde.
Næste holdstart: Efterår 2025
Datoer: Afventer
Lokation: Frederiksberg
Tidsrum: 10 gange af 2 timer
Pris: Kommer

Du er altid velkommen til at kontakte mig for mere info om forløbet, eller for en uforpligtende snak.



